Månedens frivillige
marts
Martin Böttger
43 år

Kidsvolleytræner for lev 2 og 3.

Jeg er pædagog og snakker med unge mennesker.

Det var faktisk ikke så længe. 5 år og stoppede omkring 2002. Mine knæ kunne ikke holde til det.

Da jeg startede i 1998, var det på h3 i den klub, der dengang hed Peder Lykke Volleyballklub. Den blev jo siden fusioneret med den forrige Amager Volleyballklub og blev til den klub, som i dag hedder Amager Volleyballklub. Men det er jo vand under broen. Så spillede jeg efterfølgende på både h2 og h1, fordi jeg har lange, lige og smukke arme, og formentlig er og var den bedste blokadespiller klubben nogensinde har set.

Siden 1998. Men det er jo vand under broen.

Jeg kan godt li’, at mange forskellige slags mennesker mødes for at dyrke kærligheden til den volleyball. Vi er her fordi, vi elsker spillet og dernæst opdager, at vi sgu også godt kan li' hinanden. Og så kan man komme i vores klub og finde det hold, der passer bedst til ens eget temperament og ambition og ikke mindst, så har jeg muligheden for at give spillet videre til de yngste på Amager, som først skal til i gang med at elske den volleyball og blive introduceret til foreningslivet.

Jeg tror nok, det også var 1998. Det var i hvert fald den første sommer, jeg var medlem, hvor jeg gravede huller og satte telte op til dm i beachvolley nede på stranden. Siden har jeg gravet mange huller på vores strand, trænet seniorhold og været med til at udbrede kidsvolley på Sjælland. Nu er jeg i gang med det 10. – 11. år i alt som kidstræner, og det er megafedt. Jeg er i den grad på rette hylde. :-D

Dengang mine knæ til sidst råbte AV så højt, at jeg forstod budskabet og stoppede med at spille, var jeg ikke klar til at stoppe i klubben eller med den volleyball. Og ca. samtidigt med dette, skulle vi i Danmark og AVK til at tage kidsvolley til os, og det blev så der, hvor jeg kunne fortsætte med at kramme lidt på boldene og snuse til luften i hallen. Så løb der mere vand under broen, og nu har jeg været træner for min ældste, Felix, siden han var 4 år, nu er han 9 år. Men jeg er her, fordi jeg får nogle gode oplevelse med børnene og deres forældre, jeg har noget særlig tid sammen med mine børn i hallen, og så er det også fedt at være supergod til noget, som ikke er mit arbejde.

Der er flere og i forskellige kategorier. Der er minder fra dm stævnet i beachvolley, hvor vi søndag aften, når alt var pakket ned, drak en kop fadøl fra det sidste anker. Og minder fra sjove fester og omklædningsrums-skæg-og-ballade. Der er minder fra spændende kampe. Især kropslige minder, hvor adrenalinrusen efter en sejr eller et særligt point, stadig giver ekko. Udover at være en fantastisk blokadespiller, var jeg også en kompetent et-håndshæver på h1, og jeg husker den ene et-håndshævning i 3 meters høje til centerangriberen, som bankede bolden ned på angrebslinien. Og så er der alle de minder, som jeg stadig er med til at skabe igen og igen, når kidsspillere i hallen og til stævner gør noget rigtig svært for første gang.